Innblikk og utsikt
Urnes Verdensarvsenter / Konkurrence 2021
Stille indføjer Urnes verdensarvscenter sig i landskabet som en hylde på fjeldet. En pause på den stejle vej fra Lustrafjorden mod Urnes stavkirke. Den lavmælte ydre fremtoning gemmer på et indre med stærke rumlige kvaliteter. En værdig og funktionel ramme om formidling og oplevelser for gæster fra nær og fjern.
I tillæg til udstillingerne, er kontakten til naturen og den storslåede udsigt den store attraktion. Altid under indflydelse af den skiftende himmel og sæsonernes rige variation i løvformer og farver.
Huset følger tomtens naturlige koter, trykker sig ind mod fjeldet og orienterer sig mod fjorden. Det store udkragede tag, som har samme hældning, som grunden, er dækket med græs og lokale vækster, så det falder i et med omgivelserne. Huset udnytter grundens hældning ved at fordele funktionerne på to etager, for at give mindst muligt fodaftryk. Det har været en målsætning, at huset ikke synes større end den gamle skolebygning.
Vejen til kirken er for stejl til at alle vil kunne bestige denne, og besøgscentret er derfor placeret, på same niveau, som parkeringsarealet. Huset er af samme grund placeret tættest muligt på parkeringsarealet inden for grundens afgrænsninger.
Kulturlandskabet udgør det naturlige bagtæppe for Urnes Stavkirke, og sammen udgør kirke og landskab en ubrydelig helhed. Frem for at introducere en ny typologi, som vil forstyrre balancen, væves besøgscentret gennem sin arkitektur ind i dette tæppe på kulturlandskabets præmisser.
Det store tagudhæng giver en beskyttet zone rundt hele huset, som ved gavlene skaber mulighed for ophold under taget. Den overdækkede og beskyttede ankomstplads er rummeligt nok til, at grupper kan stå her samlet i læ for vejr og vind. Fra dette sted kan man også handle i butikken med de lokale varer.
Besøgscentret samler aktiviteterne i en klar, enkel og rationel struktur, med en robust plan, som sikrer maksimal fleksibilitet i projekteringen og i den fremtidige brug.
En strukturerende og bærende servicekerne, som løber i bygningens længderetning, opdeler planen i de to hovedfunktioner: Udstillingerne og ’Hallen’. Udstillingerne placeres naturligt mod skrænten hvor loftshøjden er størst, men lysindtaget begrænset. Hallen, som rummer de udadvendte funktioner, foyer og café, åbner sig mod fjorden og udsigten.
De enkelte funktioners placering afspejler det naturlige flow gennem huset.
Indgangen ligger beskyttet under det store tagudstik. Med tagets beskyttende effekt, får vi mindre krav til indgangenes klimasikring, og kan derfor skabe mere glidende overgange til omgivelserne og en stærk ude-inde oplevelse. Fra ankomsten overskuer man let husets organisering og får med det samme et blik til caféen og Urneshaven.
Hallen er et langstrakt, åbent og inviterende rum. En overdækket og klimatiseret forlængelse af stiforløbet mod kirken. Grænsen mellem inde og ude er udformet, som en glidende graduering fra den offentlige sti, som starter med oplevelsen af at komme ind under det beskyttende tag, og videre gennem glasdøren til Hallens indre.
Hallen er holdt i mørke toner for at skabe en mere sanselig oplevelse, som ikke kun er for øjnene. I taget opleves hovedkonstruktionen med de kraftige tømmerkonstruktioner som rammerne på et skib. Den gennemgående plint langs glasfacaden rammer udsigten ind, og tilbyder uformelle siddepladser for besøgende i både foyer og café.
